Anmeldelser
JeSo
Bodies
(cd, JeSo Productions, 2005)
“Vi arbejder med stemmen som en krop, en
skulptur, som foldes ud i rum, hvilende i musikken, der løber i en rytme af
tid.” Med de ord præsenterer den debuterende duo JeSo – musikeren Jesper Ørberg
og sangerinden Sophie Hjerl – minialbummet Bodies, og lugter
formuleringen lidt af billedkunst, er det absolut ikke tilfældigt. Gruppen er
nemlig som sådan en forlængelse af, at de to i en længere årrække har
samarbejdet omkring at kombinere musik med videokunst fra Hjerls
hånd. Siden 2003 har de dog arbejdet mere fast som en musikalsk enhed – f.eks.
ved sidste års Copenhagen Jazz Festival, hvor gruppen var udvidet med Jørgen
Teller på guitar. Og at gruppen netop optrådte der, virker langt fra
tilfældigt, når man gennemlytter Bodies, hvis lange, søgende forløb
deler en del træk med free jazz. Så meget sagt
arbejder JeSo dog konsekvent elektronisk inden for en overraskende tilgængelig
form, der både leder tankerne hen på den mere eksperimenterende ende af trip hop-genren og atmosfæriske, afsøgende kunstnere som Múm og Björk.
En anden oplagt parallel til det, JeSo laver, kunne være den skriftsmodernistiske poesi – fra Per Højholt
til midt-80’ernes Søren Ulrik Thomsen – der på samme måde arbejder med kunsten
som noget organisk og selvtematiserende. Netop som en krop udfoldet i tid og
rum. Hvor det organiske hos disse navne er en tekst, der har papiret som rum og
tæller sig frem til ophøret gennem linjerne – i øvrigt meget som Hjerls tekster, der også først og fremmest tematiserer
deres egen eksistens og til tider kan være fin poesi i sig selv – oversætter
JeSo disse principper til lyd. Og det gælder i øvrigt ikke kun for stemmen –
musikken er i sig selv en organisk helhed, der, med temaerne som ledetråde,
famler sig vej gennem sin varighed, der understreges gennem numrenes diskrete
rytmiske pulseringer. På den måde er der en klar metode og filosofi bag
udgivelsen. Heldigvis er den også større end sin tørre, teoretiske del, for Bodies
er gudskelov også et brag af et elektronisk popalbum.
Hjerl ligger inde med en klar, lys
stemme, der måske ikke ligefrem sprudler af personlighed, men som ikke desto
mindre går svært godt i tandem med Ørbergs dybe,
levende elektroniske baggrunde, der skiftevis skratter, ringler og
gennemstrømmes af en underfundig melodiøsitet. Og
selvom der ikke på den måde er refræner eller tydelige hooklines i
gruppens musik – man har kort sagt svært ved at fløjte numrene bagefter –
formår de to på deres helt egen vis at tryllebinde lytteren. Helt oplagt
naturligvis på den gamle Elvis Presley-traver ”Fever”,
der genopstår som en fragmenteret elektroblues komplet med knips, ildevarslende
strygere og svirpende lilletrommer, men hele albummet består faktisk af noget,
man kunne kalde disfunktionelle popsange. Sange, der
har al den charme, sensualitet og imødekommenhed, man normalt forventer af et
godt popnummer, men trodser alle de sædvanlige
skabeloner. Et godt eksempel er den afsluttende ”Only
(Only)”, der cirkler rundt omkring et støvet, fjernt
pianomotiv, men aldrig bliver så fast i formen, at den boblende rytmik, de Kraftwerk-agtige stringere eller
de fragmenterede stemmesamples, der brat dukker op i lydbilledet fra tid til
anden, bliver stumtjenere, lytteren kan hænge sin hat på. Snarere føles
nummeret lidt som en drøm – et forløb, der er lige ved at give mening,
men på fascinerende vis undslipper ethvert forsøg på at tyde det til bunds.
Det er netop derfor, at Bodies ender med at blive en magisk og
vanedannende udgivelse. At høre disse fem numre er som at se føl tumle sig i
engen – vilde, utérlige og alligevel så smukke og
kraftfulde, at man kun nødigt slipper synet. Tung teori eller ej må man altså
konstatere, at pladen ikke blot virker – den smager i den grad efter
mere.
Anmeldt af
Steffen B. Pedersen
Foto
Lars Schwander
Udgivelsesinformation
Udgivet på Geiger.dk d. 18/03 - 2005. Læst 68 gange